Travel to the End of the World, 1998

Vist første gang på Headlands Center for the Arts, oktober 1998, San Francisco, Californien og senere på udstillingen Artistsdiaries, De Overslag 21.11. – 20.12. 1998, Eindhoven, Holland.

Installationen er lavet til gruppeudstillingen Artistsdiaries i De Overslag, hvor de deltagende kunstnere kom med hver deres personlige bud på en visuel dagbog. Mit bidrag dækker en rejse fra Østersøen til Stillehavet; fra jeg ser morgengryet i soveværelset til døgnets sidste solnedgang over oceanet.

Billederne for installationen er delt op i to kategorier: dias taget under de fire flyvninger fra København til San Francisco og papirbilleder taget under mellemlandingerne i Paris, New York og Phoenix. Billederne fra de forskellige flyvninger viser ikke konkrete hændelser fra rejsen, men kan ses som katalysatorer for de indre billeder en rejseskildring afstedkommer. Papirbillederne er konkrete udpluk fra rejsen. De viser meget præcist, hvad jeg oplevede hvor henne. Sat sammen problematiserer de to forskellige typer af billeder skismaet mellem forventninger og resultater ved en rejse. Er der et specifikt udkomme ved en rejse, eller er oplevelsen ved at være undervejs nok i sig selv? Kan man rejser steder hen, eller er det bare et spørgsmål om at flytte sig selv til andre omgivelser? Travel to the End of the World giver ikke noget svar, men faciliterer overvejelserne.

Installationen Travel to the End of the World består af en kontinuerlig diasprojektion med 81 billeder samt 36 10 x 15 cm farvefotografier på en væg. Projektionen er vist direkte på væggen. Feltet, som det projicerede billede dækker, er malet hvidt. Farvebillederne er monteret direkte på væggen. Diasprojektion og billedfelt er lige store. Belysningen i rummet er dæmpet. Variabel størrelse.

Travel to the End of the World, 1998, vist på Headlands Center for the Arts.