Terra Australis Incognita, 2012

Spor af Australiens historie.

Med værket Terra Australis Incognita er Australiens historie blevet stemplet direkte på væggen prik for prik. Fra indvandringen fra Afrika for omkring 50.000 år siden, over 15- og 1600-tallets europæiske opdagelsesrejsende til søs der blev fulgt af kolonisatorer, straffefanger og videnskabsfolk, op til nutidens mange gæstestuderende og migranter fra især Asien. Det hele er med her – hver begivenhed symboliseret af hver sit piktogram.

Fodspor, fly, skibsankre og andre emblematiske piktogrammer, samt prikker i tusindvis danner en masse spor, der hver især repræsenterer bevægelser og begivenheder i historien. De mange små fortællinger væves sammen på kryds og på tværs og former den store, samlede fortælling, som udgør vores opfattelse af Australien.

Vægmaleriets visuelle udtryk er en blanding af simuleret og adopteret maleteknik indenfor Aboriginal kunstens mangeartede traditionelle praksis. Det består af forskellige linjer og mønstre på en rødbrun baggrund. Linjerne angiver ruter for begivenheder, hvis rolle har haft afgørende indvirkning på den oprindelige australske befolknings udbredelse, rettigheder og fremtid.

Jacob Tue Larsen benytter sig af det moderne piktograms let aflæselige billedsprog og billedelementer fra den australske urbefolknings kunstpraksis. Farveskalaen afspejler de pigmenter, som man gennem alle tider har benyttet sig af i verdens ældste, nulevende kunsttradition. Inspireret af traditionelle maleteknikker på bark og lærred er de mange piktogrammer og prikker stemplet på væggen med små træstokke og gummistempler.

Vægmaleriet er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Toyota Fonden og LF Foghts Fond.


Terra Australis Incognita, 2012