Lykkebringer, 1990

Udstillet hos og efterfølgende indkøbt af DSB.

Lykkebringer var en del af et større projekt jeg havde kørende i årene 1989 – 1991. Efter hjemkomsten fra et residency ophold på Lalit Kala Akademi i Indien i 1988 var jeg blevet meget optaget af de mange religiøse symbolers kraftige grafiske effekt, når man færdes i gaderne i selv de mindste byer. I indien findes de alle vegne, og alle forstår deres betydning. Religiøse symboler bliver brugt overalt i samfundet. I Danmark findes der ikke særlig mange religiøse symboler, og de færreste forstår efterhånden deres betydning, da kun meget få religiøse symboler bruges i hverdagen.

I projektet undersøgte jeg hvorvidt det overhovedet var muligt at svække de forskellige symbolers meget stærke visuelle udsagn; næsten på samme måde som deres betydning er blevet svækket gennem ikke-brug i de fleste menneskers liv. De to udstillinger Symbol/Skulptur og Korsning var også en del af dette overordnede projekt.

Lykkebringer blev oprindeligt opstillet ved det tidligere DSB Rejsecenter på hjørnet af Bernstorffsgade og Tietgensgade og senere flyttet til kontorbygningerne ved det daværende DSB Gods på hjørnet af Bernstorffsgade og Ring 2; nu ukendt lokalitet.