Udstilling i Lageret, Kunstforeningen Gl. Strand, i København i perioden 3 – 26 september 1993.
Udstillingen Jules Verne Jr.: Jorden rundt på 8 dage er en undersøgelse af fænomenet “at rejse” og hele den industrialiserede form, som rejsen har antaget. Skulpturen og fotografiet som medier og form, og specielt muligheden for en sammensmeltning, er en del af undersøgelsen.
Billederne, der indgår i Jules Verne Jr.: Jorden rundt på 8 dage, er alle taget under flyveture til traditionelle rejsemål indenfor charterbranchen. Det er billeder, som kun viser rejsen til den valgte destination. Og der er nærmest ingenting på billederne. Lyskasserne er monteret ryg mod ryg i en stjerneform, som man ser den i en kompasrose. Hele opbygningen i rummet er orienteret efter nord-syd aksen og udformet som en stor messe- eller salgsstand. Ud fra stjernen lyser billederne og skaber herved en blændende jordomrejse.
Projektet er en kommentar til det at rejse uden at se og uden indlevelse. Hele den industri omkring turisme, der er opstået siden 1950’erne, går mest af alt ud på afslapning, underholdning og druk, blandet med sensation og eksotisme. Dertil kommer oplæringen i at kunne udpege historiske steder med kommentaren: Der har jeg været. Der er ikke tid og råd til indlevelse og studie mere. Dybden i de oplevelser som rejser består af, er blevet et næsten ukendt begreb i de rejseformer, vi kender i dag.
Jules Verne Jr.: Jorden rundt på 8 dage, 1993









Jules Verne Jr.: Jorden rundt på 8 dage består af 8 stk 70 x 100 cm Translution Film monteret med baggrundslys i en konstruktion af aluminiumsprofiler, bemalet spånplade og stofklædt pap. Skulpturen måler 270 x 320 x 320 cm (HxBxD).