Home – Sweet Home (II), 1992

Uddrag af serien Home – Sweet Home (II) vist på udstillingen Legitimationskort på UKS i 1992. De viste værker blev skabt specifikt til udstillingen Legitimationskort i Unge Kunstneres Samfund, Oslo.

Hvad er hjem, og hvad får os til at føle os hjemme? For mange er “hjem” det samme som “et hjem”; måske endda for de fleste. For andre handler det mere om oplevelsen af at være et sted eller i en situation, der føles tryg, rigtig eller genkendelig. Der er et tilhørsforhold; det føles som hjem. Hjem kan både være et sted og en følelse. Når hjem først er etableret med et defineret tilhørsforhold til et bestemt sted følger følelsen af ejerskab til stedet let med. Mit hjem er mit sted. My house is my castle.

Serien Home – Sweet Home (II) er en undersøgelse af de mange forskellige udtryk og udformninger, som det fysiske sted et hjem, en bolig, kan have.

Serien Home – Sweet Home (II) er et fortløbende projekt med en fælles titel og en løbende nummerering af de enkelte billeder.

Ovenfor ses bidraget til udstillingen Legitimationskort i 1992. Alle de udstillede billeder er optaget i Oslo under et tidligere besøg. Ophængningen kan ses som en iscenesættelse eller installation af netop den del af serien Home – Sweet Home (II), som er skabt specifikt til udstillingen.

Serien Home – Sweet Home (II) blev påbegyndt i kølvandet på udstillingsprojektet Home – Sweet Home (I) på Cafe Krasnapolsky året før. Hele serien er udført som stemplede Polaroid billeder i gamle rammer fundet på loppemarkeder og i antikbutikker. Nedenfor kan ses et mindre udvalg af de mange andre billeder, som indgår i serien.