Bornholmerbilleder, 2022 –

– det næste større projekt.

Det er en helt særlig oplevelse at stå de samme steder, hvor landskabsmalere i tidens løb har stået med deres staffeli og dér genopleve malerens fascination ved netop dét bestemte sted og motiv; landskabet, lyset, farverne og formerne. For tiden arbejder jeg på et nyt større projekt med fotografiske landskabsbilleder fra Bornholm. Mine billeder tager udgangspunkt i de malede landskabsbilleder fra øen i Østersøen. Det er landskabsbilleder, som er skabt i perioden helt tilbage fra 1840’erne og frem til efterkrigstiden.

Interessen for det bornholmske landskabsmaleri blev vakt, da jeg opdagede hvor mange motiver fra kunstnernes malede verden, som stadig kan findes og besøges i dag; som stadig er nærmest uberørte. For projektet Bornholmerbilleder opsøger jeg de forskellige lokaliteter på øen, som har begejstret malerne så meget, at de har valgt dem som motiver for deres malerier.

Intentionen er at fotografere på stedet, men ikke for at genskabe de gamle landskabsmalerier. Jeg ønsker at lave mine egne billeder fra disse steder. Billederne er en tolkning af stedernes helt særlige atmosfære, som jeg oplever og sanser dem. Ligesom landskabsmalerne har tolket på motiverne for at kunne male de mange fine billeder, som den bornholmske del af dansk kunsthistorie byder på.

Billedgalleriet nedenfor er et mindre foreløbigt udvalg fra projektet. De viser noget af, hvordan udstillingens billeder kan komme til at se ud. Ingen billeder er endnu blevet endeligt valgt, men de viste billeder er alle gode eksempler på, hvad man kan forvente at se på udstillingen.