Vist første gang på udstillingen CAPITAL ART, KX Kunst auf Kampnagel i Hamburg 8.4. – 2.5. 1999; vist på udstillingen Tourists Tale, Århus Kunstbygning 23.11. 2007 – 20.1. 2008.
Amerika er en større samling selvportrætter optaget under et fire måneder langt ophold i San Francisco Bay Area, hvor jeg deltog i et artist-in-residence program på Headlands Center for the Arts i slutningen af 1998. Billederne er fra Arizona, Californien og Nevada. Jeg har brugt mig selv i de mange billeder som en slags målestok for, hvor og hvad det er for en lokalitet, jeg besøgte. Det er ikke kun en metode til aflæsning af de fysiske skalaforhold, men også et barometer for aflæsning af sted og situation.
Til hver en tid kan ophavsmanden (fotografen) ses i fotografiet, som er taget. Det omfatter valg af billedudsnit, vinkel, eksponering etc., men fotografens “syn” bliver hurtigt overtaget af betragteren af billedet, som betragterens eget syn. Jeg har i Amerika villet fastholde min persons tilstedeværelse i værkets billeder fra de forskellige lokaliteter som både fotograf og individ. Derfor blev selvportrættet valgt som form frem for at lade sig fotografere af en anden fotograf.
Værket Amerika består af 256 snapshots i formatet 10 x 15 cm sat direkte op på væggen med kortnåle; variabel størrelse.












