Jacob Tue Larsen

Inspired Travels, 2000

Udstilling i F-rummet på Malmö Konstmuseum 9. 12. 2000 - 11. 3. 2001

Med udspring i verdens ældste stadigt levende kunsttradition, den australske aboriginal kunst, som i stor udstrækning omhandler rejsen (både den fysiske og åndelige), rammer Inspired Travels lige ned i vor tids omfattende rejseaktiviteter. Her foregår rejsen helt anderledes hurtig og udstrakt til hele jorden.
Jacob Tue Larsen har adopteret maleteknik og stil fra aboriginal kunst. Billederne er blevet til rent overfladisk design, tilpasset de behov fortællingen kræver. Mønstrene afbilleder det store globale netværk af flyruter, der dækker stort set hele kloden. Transformationen af det oprindelige billedsprog til designede mønstre er udført som et greb for at anskueliggøre det groteske i en søgen efter det fremmede uden at ville opgive det velkendte.

Inspired Travels fra 2000 i F-rummet på Malmö Konstmuseum. Alle vægge i rummet var malet i den samme rødbrune farve, og omsluttede derved næsten helt beskueren.

Detalje fra vægmaleriet.

Trangen til det eksotiske har forfinet og degenereret midlerne til at opnå det eksotiske i en katastrofal udstrækning. Det kommer til udtryk i at eksotismen har fået industriel karakter, der bl.a. selv fremstiller de objekter vi opfatter som eksotiske. Og følgen er tab af lige netop det eksotiske. De åndelige og kulturelle værdier, der ligger til grund for de enkelte genstande, forsvinder fuldstændigt fra genstandene, når de ikke længere bliver produceret for brug i sin kultur. Håndværkerens traditionelle fremstillingsform kan ikke uden videre erstattes af industrialiserede produktionsmetoder. Forståelsen af fremmede kulturer bliver langsomt ændret i retning af en overfladisk, visuel opfattelse af deres brugsgenstande. Den tendens medfører ofte at fremmede kulturer bliver iscenesat overfor rejsende som ideelle rammer til dyrkelsen af det eksotiske.

Skitse fra arbejdet med
at fastlægge linieføringer
i vægmaleriet.

Forarbejde til linieføring og
farvevalg.

Udsnit af installationen
Travelogue

Globaliseringen medvirker også at andre kulturers forståelse af sig selv opleves gennem en vestlig opfattelse af verdensordenen. Alt for mange "eksotiske" kulturer definerer sin fremmedartethed efter den vestlige verdens behov for det eksotiske. Således opstår en genfødsel af oprindelige traditioner som spejlbilleder af den vestlige verdens opfattelse af og behov for fremmedartede kulturer. Dermed mister de oprindelige kulturer deres eget verdensbillede.

Alle mønstre i linier og
skæringspunkter er dannet af et utal af små prikker. Hver prik er lavet med en tyktflydende maling stemplet på væggen med en lille træstok.

Detalje fra arbejdet med at stemple de mange prikker i vægmaleriet.

F-rummet på
Malmö Konstmuseum under
arbejdet med at opmale det store vægmaleri.

Inspired Travels er malet direkte på væggene med almindelig plastmaling. De farvede prikker er stemplet på væggen med små træstokke i en meget
tyktflydende maling. Farver og maling er blevet til i et samarbejde med Farve- og Lakfabrikken Beck & Jørgensen, som har sponseret materialerne.

Inspired Travels i en udgave fra 2001 på lærred
og blindramme.

Produktion af udstillingens værker var bl.a. støttet af Billedkunstrådets Produktionspulje.

Til top